Skrevet 31/03/2012 af Michael Bang
 
 

Nye PR-fotos af DJ Flarup

flarup-slide
flarup-slide

Noget af det allerførste jeg skød billeder af, når man ser bort fra de mere useriøse af slagsen, var DJ’s. Jeg har altid haft en stor forkærlighed for musikere generelt, og igennem mit liv har jeg arbejdet en del med DJ’s i forskellige sammenhænge, så derfor var det også naturligt, at det var dem jeg valgte at portrættere i starten af min karriere.

Den første DJ jeg skød billeder af var Tim Andresen. Det foregik med en bouncer på location inde midt i Kbh centrum. Siden har jeg skudt billeder af DJ’s som Morten Breum, Faustix, Hampenberg, Alexander Brown, DJ Asle m.fl. Dertil kommer musikere som Al & Kuku Agami, Alex og Rasmus Seebach. Og det er stadig noget jeg elsker! :)

Så da jeg fik en mail fra Thomas Flarup, med beskeden om, at han muligvis gerne ville bruge mig som fotograf, var det med stor begejstring at jeg fik svaret tilbage, at det ville jeg meget gerne. :)

Jeg vil lige lægge ud med at sige, at jeg sjældent har arbejdet sammen med en kunde, der tog sin rolle lige så seriøst, som Flarup. Allerede hans første mail var proppet med info omkring, hvordan han gerne ville have skudt sine billeder. Eller i hvert fald hvad de skulle fortælle og udtrykke. Udover det sendte han en masse referencebilleder. Det var rent ud sagt en fornøjelse at arbejde med en så professionel medspiller. Alt for ofte tror kunden nemlig, at det hele er op til fotografen. Og det kan man også vælge at lade det være, men slutresultatet bliver bare bedst, hvis kunden leger med. Og det gjorde Flarup! :)

Jeg kunne også hurtigt fornemme, at Flarup ønskede state of the art billeder, og jeg kontaktede derfor en stylist, som kunne hjælpe ham med at finde det helt rigtige look. Jeg ELSKER at arbejde med en dygtig stylist! De kan virkelig få dine billeder løftet, og de er (i mine øjne) alt for undervurderede i branchen. Ofte så vil kunden gerne have en make-up artist på, da de godt ved, at de ikke kan lægge den rigtige make-up selv., men undlader at hyre en stylist, da de er overbevist om, at de nemt kan klæde sig rigtigt på. Det er sjældent tilfældet, kan jeg så afsløre. ;)

Da det kom til valg af studie, var det oplagt, at skyde det hele i Bomb Studios. Jeg skulle ikke skyde heltotaler, og derfor var Bomb Studios rigeligt stort, og samtidigt kunne jeg holde prisen på leje af studie helt i bund. Jeg brugte også det udstyr der automatisk følger med, når du lejer studiet, nemlig 3 lamper fra Menik, sponseret af photoflash.dk. :)

Ovenstående lysdiagram dækker meget godt, hvordan de fleste af billederne blev skudt. Jeg lavede små variationer undervejs, men udgangspunktet er som du ser her. Egentlig rimelig enkelt og ligetil, og som sagt, udstyret følger med i studielejen (pånær bouncer og kamera). :)

Og efter en omgang i Photoshop (også her fik jeg hjælp af en dygtig PS’er), kunne vi blandt andet præsentere disse billeder:

Der blev 7 færdige billeder i alt, men resten må du vente med at se, indtil Flarups nye website er oppe at køre. Jeg skal nok sige til, når det sker. :)

Alt i alt er jeg pavestolt over ovenstående billeder, og jeg synes de er et rigtig godt eksempel på, at det at fotografere er en holdsport, og jo før man indser det, desto hurtigere vil man også få succes. At tro man kan alt som fotograf, er i hvert fald ikke måden at gøre det på. :)

Nørd info:

Kamera: Nikon D3

Objektiv: Nikkor 24-70MM, f/2.8

ISO: 200

Lukkertid: 1/125 sek.

Blændetal: f/11

Tak fordi du læste med. Jeg håber at du fik bare en smule ud af dagens indlæg, og at du kigger forbi igen snart. :)


Michael Bang

 
Grundlagde bloggen i 2009, og i 2010 også Photomeetup Copenhagen. Skyder primært for erhvervslivet og pladeselskaber – både stills og video. Blogområder: Adobe, Nik Software, Nikon, Portrætter, Video