Skrevet 19/07/2011 af Michael Bang
 
 

Kreativitet – Vigtigere end alt andet!


Det er ikke nogen hemmelighed, at en af mine yndlings fotografer er David LaChapelle. Jeg er vild med hans kompositioner, farvevalg, lækre lyssætning, enorme set-up’s hvor alt er gennemtænkt og hans brug af kendisser. Intet er overladt til tilfældighederne.

Når jeg selv skyder befinder jeg mig også bedst når det drejer sig om meget opsatte billeder, med et gennemtænkt (og gerne lidt underligt) set-up, meget gerne en kendis da man her har mulighed for at lege med personligheden, og bagefter står den på redigering i Lightroom og Photoshop.

Og det er som regel også den type billeder jeg selv synes er de absolut bedste! Men som altid kan man blive overrasket. I nat sad jeg og surfede lidt rundt på nogle fotosites, og så faldt jeg over en side der havde taget billeder af nogle små actionfigurer fra Star Wars i forskellige situationer – helt præcist var det Stormtroopers. Langt de fleste af billederne var egentlig ret dårlige hvis man kigger på det tekniske. Og da jeg havde set de første tre, var jeg da også tæt på at klikke mig videre. Men af en eller anden grund gav jeg det en chance, og da jeg havde set en 10 – 15 billeder, begyndte jeg at grine højlydt! Ikke fordi billederne var dårlige, tværtimod!! Kreativiteten i billederne overskyggede langt at den tekniske del var ringe… Og historien i billederne blev kun bedre og bedre, og jeg fik næsten et lille “forhold” til de små figurer. :)

Min pointe er, at uanset hvilket kamera du har, og uanset hvor meget eller lidt gear du har udover det, og uanset hvor du er og hvad du har at gøre godt med at modeller, så er det muligt at kreere billeder der faktisk er værd at kigge på, og som helt sikkert vil få opmærksomhed derude. Så bare kom igang med at skyde! :)

Du kan se de nævnte Stormtroopers-billeder her: Stormtroopers

Tak fordi du læste med. :)


Michael Bang

 
Grundlagde bloggen i 2009, og i 2010 også Photomeetup Copenhagen. Skyder primært for erhvervslivet og pladeselskaber – både stills og video. Blogområder: Adobe, Nik Software, Nikon, Portrætter, Video