Skrevet 28/10/2011 af Michael Bang
 
 

Anmeldelse af "Spejlreflekser" på DR HD

spejlrefleks-dr-hd
spejlrefleks-dr-hd

I morgen kan du se det første afsnit (ud af 10) af det sprit nye program “Spejlreflekser” på DR HD. I den forbindelse har jeg lovet at skrive en lille anmeldelse af det første af program her på bloggen. :)

Først og fremmest vil jeg sige, at det da i DEN grad var på tide, at der kommer nogle programmer dedikeret til spejlrefleksentusiaster. :) FEDT! Godt gået DR! We like! :) Dog skal jeg i samme ombæring lige nævne, at selvom det handler om spejlreflekskameraer, så har de i denne omgang fokuseret på videodelen – ikke still. Men hey, hellere det end ingenting. :)

Programmerne varer omkring 12 minutter. Ikke ligefrem et program der indbyder til fordybelse. Jeg ville faktisk have foretrukket 5 programmer af en halv time stykket (eller 24 minutter for at være præcis), frem for 10 programmer af 12 minutter, men det er jo bare en smagssag. Andre vil sikkert foretrække de korte programmer, der jo er utroligt overskuelige og lige til at snuppe på farten på sin iPad.

Værten på programmet hedder Bjarke Ahlstrand. Ikke en vært jeg har set tidligere, men han gør det sgu godt. Han har en typisk DR måde at fortælle på, og det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Stille og roligt, ingen store armbevægelser, og han passer i det hele taget bare rigtig godt ind i det univers han fortæller om.

I det første afsnit fortæller Bjarke lidt omkring hvordan Canons 5D Mark II ændrede filmbranchen, og pludselig gav de private med små budgetter mulighed for at lave film, der faktisk nogenlunde kunne matche det vi ser på tv, film og i biografen. Han kommer desuden med nogle eksempler på, hvordan professionelle fotografer har brugt DSLR kameraer til at kreere visuelt super flotte film. Afsnittet indledes blandt andet af en lækker lille DSLR perle, med et lidt overraskende tvist. :)

DESVÆRRE bliver der ikke nævnt én eneste dansk fotograf i afsnittet. Nu er der jo blevet produceret 10 afsnit, så jeg skal jo ikke kunne sige, om der bliver rettet op på det i løbet af sæsonen – men hvis ikke, så er det synd.

Derudover så synes jeg det er liiiidt ærgerligt, at det originale indhold i udsendelsen fylder meget lidt. Ud af de 11 minutter og 18 sekunder som udsendelsen varer, er det faktisk kun omkring 4 minutter der består af originalt indhold. Resten er (gamle!) ting fra YouTube, som f.eks. Vincent Laforets, godt nok klassiske men også bare temmelig gennemtyggede, film skudt på Canon 5D, “Reverie”. Kedeligt… Man føler ikke rigtigt at man er kommet i gang, før det hele er slut, og det halve har man set før på YouTube – i hvert fald hvis du bare har fulgt en anelse med de sidste par år.

Når det så er sagt, så nød jeg faktisk programmet fra start til slut. HERLIGT at se noget velproduceret kameranørderi, og så endda fra DR. :) Ud af 5 mulige, vil jeg give afsnittet her 3 “stjerner”. Det er muligt, at sæsonen baseret på samtlige 10 afsnit, kan snuppe en enkelt stjerne mere. :)

Programserien har som sagt premiere i morgen kl. 19.30 på DR HD, men hvis du ikke kan vente, så kan du faktisk se en snigpremiere lige her. ;)

God fornøjelse! :)


Michael Bang

 
Grundlagde bloggen i 2009, og i 2010 også Photomeetup Copenhagen. Skyder primært for erhvervslivet og pladeselskaber – både stills og video. Blogområder: Adobe, Nik Software, Nikon, Portrætter, Video